NJYD

NJYD er en kvartet bestående af nogle af landets fineste unge musikere, der hver især har gjort sig bemærkede i ind- og udland som solister og kammermusikere. Med en speciel interesse for ny nordisk musik, ønsker kvartetten at gøre denne tilgængelig både for det etablerede publikum, på ny musik festivaler, men også steder hvor denne musik sjældent finder hen.

Musikerne tilhører kernen af ny musik kulturen i Århus, og har tidligere i andre sammenhænge optrådt både med nye kompositioner og fri improvisationsmusik på utallige koncerter og festivaler, ligesom de er aktive arrangører af koncerter med ny musik. De er alle drevet af en passion for at videregive og tilgængeliggøre ny musik for et så bredt publikum som muligt og er samtidig klar til at nedbryde grænser, traditioner og afprøve nye ideer for at skabe nye udtryk og koncertformer. 

Kvartettens sammensætning er en unik utraditionel instrumentkombination, og det er derfor en forudsætning at få skrevet nye værker til kvartetten. Det gør det samtidigt muligt at være helt fremme, hvor ny udvikling og eksperimenter finder sted.

Siden deres opstart i 2014 har Njyd samarbejdet med flere komponister og uropført værker af: Christos Farmakis, Sunleif Rasmussen, Jens Peter Møller, Bára Gísladóttir, Lasse D. Hansen, Hans-Henrik Nordstrøm, Loïc Destremau, Kristin Boussard, Joss Smith, James Black, Pawel Malonowski & Rafal Ryterski.

Njyd består af: Anja Nedremo (saxofon), Marie Sønderskov (fløjte), Jonas Weitling (slagtøj) & Mikkel Egelund Nielsen (guitar)

Følg Njyd på facebook!

NJYD