Biografi

Mikkel Egelund Nielsen (f. 1987)

Mikkel Egelund Nielsen (f. 1987) startede med at spille guitar som 8-årig på Bornholms Musikskole. Han debuterede i 2017 fra Det Jyske Musikkonservatorium med en koncert i Musikhusets Symfoniske Sal. I 2018 debuterede han fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistlinje for ensembler med sin guitarduo Aros Guitar Duo.

Mikkel har en omfattende koncertkarriere herhjemme og i udlandet, både som solist og i kammermusikalske sammenhænge og som engegeret kammermusiker og ensemblemusiker optræder han ofte med Aros Guitar Duo, CRAS Ensemble og kvartetten NJYD som han var med til at starte i 2014.
Mikkel er uddannet med topkarakterer fra Det Jyske Musikkonservatorium og Hochschule für Musik und Tanz Köln, hvor han har studeret ved lektor Frederik Munk Larsen og den argentinske professor Roberto Aussel. Sideløbende med sine studier har han deltaget i utallige festivaler og været finalist ved flere store internationale konkurrencer verden over. Vigtigst kan her nævnes 1. prisen ved London International Guitar Competition 2013.

Mikkel har desuden optrådt i radio- og tv-transmissioner bl.a. på den store tyske radiokanal WDR, hvor han grundet sit særlige talent blev udvalgt til at spille en solokoncert ’Live on Air’. Han har derudover optrådt for Prins Henrik, det danske Kronprinspar og spillet til den officielle åbning af Århus Festuge 2011 fra Aarhus Teaters balkon. Yderligere har han været solist i Poul Ruders 1. guitarkoncert ”Psalmodies” og solist i Luca Francesconis guitarkoncert ’A Fuoco’ sammen med International Ensemble Modern Academy (IEMA).
Mikkel har opført en lang række værker i alle genrer fra renæssance til ny moderne samtidsmusik, og med en særlig interesse for den nye musik har han samarbejdet med og fået dedikeret værker af flere komponister samt medvirket til uropførelser af over 40 værker.

I løbet af hans studietid har Mikkel modtaget en lang række legater af bl.a. Léonie Sonnings talentpris, Augustinus Fonden, Lauritzen Fonden, Nationalbankens Jubilæums Fond, Bornholms Sparekassens Fond, Oticon Fonden, Idella Fonden, som alle har støttet og muliggjort hans studier i udlandet.

Mikkel spiller på guitarer af Simon Marty,  Daniele Chiesa & Philip Woodfield